Ellen MacArthur Foundation har lavet guidelines for mere bæredygtige jeans. Der er et stærkt fokus på at gøre dem mere genanvendelige. Deres kriterier er delt op i 4 kategorier;

Durability (Holdbarhed) handler om at jeansne skal kunne holde længe. De peger også på at der er forskel på fysisk og emotionel holdbarhed. Der er nemlig mange, der smider bukser ud, fordi de ikke ser godt ud længere. Kriteriet er at de minimum skal kunne vaskes 30 gange i en almindelig vaskemaskine uden at de ser slidte ud eller at farven falmer. Derudover skal der tydeligt stå hvordan man bedst behandler sine jeans. Dette er med fokus på at sætte vaskefrekvensen ned og vaske koldere.

Material Health (Materiale helbred) handler meget om kemi og hvad jeansne består af. Der må maksimum være 2% der ikke er cellulosebaserede fibre (for eksempel bomuld, hamp, viskose eller lyocel). Der må ikke være farlige stoffer udledt i produktionen (defineret ud fra Zero Discharge of Hazardous Chemicals – level 1). Man må heller ikke sandblæse, stenvaske eller andet, der gør at jeansne bliver dårligere kvalitet inden de bliver solgt.

Recyclability (genanvendelighed) sætter kriterier, som gør at det bliver lettere at genanvende jeans. Dette betyder bl.a. at der skal være færre nitter og de skal være designet til at blive taget fra hinanden, så de nemmere kan genanvendes. De arbejder på at få en procentdel Post Consumer Recycled Content (efter-brug genanvendt materiale) ind som et krav. Det er ikke sådan endnu – bl.a. fordi kravene til kemi er høje og det er svært at vide hvad der præcist er i aflagt tøj, som man ikke selv har produceret.

Traceability (Sporbarhed) fokuserer på at kunne spore hvor bukserne kommer fra. Det første er at man skal kunne vide hvad der er i stoffet. Ikke kun hvilke fibre de er lavet af, som vi ser det i dag, men også hvilke kemikalier, der er brugt i processen. Mærkerne, hvorpå den slags info står, skal kunne holde lige så længe som jeansne. Derudover arbejder de på at gøre dem lettere at sortere – ved for eksempel NFC chips. Det må bare ikke gøre det sværere at genanvdende og det er derfor en udfordring.

Det ene dokument er guidelines, det andet er rapporten, hvor de nævner hvilke firmaer, der er en del af projektet. Bl.a. er H&M, Bestseller, Mud jeans, C&A, GAP og Tommy Hilfiger med. I rapporten kan du kort læse om hvordan de hver især vil leve op til kravene.

 

Link til dokumenterne: Guidelines, Rapporten

 

KONTAKT OS

Har du spørgsmål, forespørgsler eller ved du noget vi ikke ved om tekstilindustrien så hører vi meget gerne fra dig. Send os en besked i formularen herunder.